Jeg er 58 år og er uddannet instruktør i Mindfulness-Based Stress Reduction (MBSR), som er det forskningsbaserede mindfulness-program, der blandt andet benyttes i sundhedsvæsenet, og som også programmer til skolebørn er baseret på. Jeg har taget uddannelsen med lærere fra Center for Mindfulness ved University of Massachusetts, hvor MBSR-forløbet er udviklet. Det er forskningen i og erfaringerne med dette program, der har fået 'mindfulness-bølgen' til at rulle ind over den vestlige verden.
Desuden er jeg uddannet instruktør i mindfulnessbaseret kognitiv terapi tilpasset børn og unge med ADHD eller en autismespektrumforstyrrelse og deres forældre (UvA Minds, Amsterdam Universitet) samt i det britiske .b, der er et meget anvendt program på 10 lektioner rettet mod skoleelever på 11-18 år.
Jeg er læge og har en ph.d.-grad i psykosocial intervention. Efter halvandet års klinisk lægearbejde, har jeg i over 25 år forsket i psykologiske og sociale aspekter i relation til sundhed på Kræftens Bekæmpelse og Bispebjerg Hospital. Børn og unges trivsel har altid ligget mit hjerte nært, og allerede i min studietid undersøgte jeg kønsforskelle i skolebørns symptomer og selvvurderede helbred.
Jeg er desuden uddannet instruktør i mindfulness meditation fra At Work i Danmark og i meditationer til børn efter programmet 'Connected Kids' af engelske Lorraine E. Murray.
Jeg har selv gennemført et 8-ugers kursus i Mindfulness-Based Stress Reduction (MBSR) og et 9-ugers kursus i Mindful Self-Compassion (MSC) samt flere ugelange stilhedsretreats og har en fast daglig meditationspraksis. Det er vigtigt for mig til stadighed at opsøge den nyeste internationale viden, og jeg har instrueret flere hundrede børn, unge og fagprofessionelle individuelt eller i grupper. Jeg er aktuelt ansat i Stressreduktionsklinikken på Bispebjerg Hospital, hvor personer med arbejdsrelateret stress tilbydes behandling med MBSR.
I 2014 grundlagde jeg 'Center for mindfulness til børn' (www.mindfulnesstilboern.dk) sammen med psykolog Sabrina Justesen Leoni (forfatter til bestselleren 'Mindfulness for børn og unge', 2012). Centeret har til formål at indsamle og formidle viden om mindfulness til børn og unge og udbyder kurser og workshops.
Privat er jeg gift på 25. år med Jesper, og vi har tre børn i alderen 17-24 år. I familien er der flere særligt sensitive personer (se www.loneross.dk/maalgruppe), og jeg har derfor et indgående kendskab til de gaver og problematikker, dette kan medføre. Siden 2005 har jeg været medlem af Landsforeningen Autisme og af en gruppe for familiemedlemmer til personer med en diagnose indenfor autismespektret. Jeg har videreuddannet mig indenfor autismefeltet med 'Autismespecialisering' ved Ea Carøe, Molis.
Jeg blev selv som meget ung (13-årig) undervist i transcendental meditation sammen med mine forældre og min lillebror, så meditation har haft en plads i varierende omfang gennem det meste af mit liv.
Om tumlinge: Sådan skaber du rolige stunder i hverdagen. Vores Børn, 14. september 2015.
Om sensitive børn: Grublerier ved sengetid. www.sensitiv-familie.dk, 1. maj 2014.
Om mindfulness for kræftramte børn og deres søskende på ExcaliCares (nu LIVSKRAFT) Cool Camps 2017 i samarbejde med Mindfulnessforeningen: Samarbejde med Excalicare.
I forbindelsen med fokus på stressede børn på dr.dk i oktober 2017:
P1 Eftermiddag: Mental sundhed hos unge, dk, 10. oktober 2017
Podcast: Børn taler ud (3:3), dr.dk, 13. oktober 2017.
Om børn og unges brug af sociale medier: Unge ville ønske, at der ikke fandtes sociale medier. dr.dk, 5. oktober 2017, og P1 Hypokonder: Gør mobilen børn stressede? dr.dk, 13. oktober 2017.
Om min bog (Generation Præstation):
Se s. 5 i Børn & Unge 12. maj 2016: Mindfulness hjælper stressede unge.
og omtale i Socialrådgiveren 2. juni 2016: Mindfulness til unge.
Tidligere mindfulness projekter
Jeg har instrueret unge med autisme og deres forældre i mindfulness i forbindelse med et forskningsprojekt på Syddansk Universitet (MYmind).
Jeg har udviklet og indtalt lydfiler til Mindhelper.dk, en hjemmeside for unge ('guider unge gennem hårde tider') støttet af TrygFonden, Psykiatrien i Region Syddanmark samt Odense, Varde, Svendborg og Faaborg-Midtfyn Kommune.
Jeg har i regi af Mindfulnessforeningen været med til at udvikle et program i mindfulness til kræftramte børn og deres søskende på LIVSKRAFT Cool Camps og har instrueret i programmet.
Jeg har i Foreningen Nærvær omkring Døende udviklet et mindfulness-program til sundhedsprofessionelle og pårørende, der tager sig af døende. Programmet testes i øjeblikket i et forskningsprojekt.
I forbindelse med min forskning har jeg publiceret resultater i en lang række faglige tidsskrifter (New England Journal of Medicine, Ugeskrift for Læger, Cancer Epidemiology, European Journal of Cancer, Supportive Care in Cancer, Psycho-Oncology og mange flere) og andre tidsskrifter (Omsorg, Social Kritik m.fl.) og er blevet omtalt i ugeblade som Alt for Damerne, Femina og IN. Jeg har formidlet forskningsresultater i radio og aviser og ved forskningskonferencer i blandt andet USA, Australien, Tyskland, Norge, Finland og Italien.
Mindfulness meditation til børn og unge v/ Lone Ross Nylandsted, læge ph.d.
Grønnevænge 17, 2920 Charlottenlund / Kong Georgs Vej 12, 2000 Frederiksberg
lone@loneross.dk