FAQ

Mindfulness meditation til børn og unge Ved Lone Ross Nylandsted, Læge Ph.D.


Hyppigt stillede spørgsmål


Virker det?

Mindfulness øvelser er ikke ligesom en pille, man kan give, og som så har en helt bestemt effekt. Når du skal lave øvelsen, kan du sagtens bare sidde med lukkede øjne og spekulere på problemer i stedet. Så virker det ikke...

Mindfulness er en invitation til at gå på opdagelse i dig selv, til at tillade dig selv at se dig selv og verden med friske øjne. Hvis du er med på det, vil nye muligheder åbne sig for dig. Og ja, så viser al forskning, at det virker! Se evt mere her.

Det betyder, at vi ikke kan tvinge nogen til at praktisere mindfulness - det er dem selv, der gør det, jeg viser blot vejen og giver en støttende hånd undervejs. Med åbenhed overfor at kaste sig ud i det, er det faktisk ret simpelt, og jeg ser igen og igen, hvordan en fastlåst situation løsnes, og der bliver mere ro, glæde og lethed.


Er det funderet i religion?

Den meditationspraksis, der bruges i mindfulness blev benyttet i buddhismen allerede for 2500 år siden. Men selve meditationerne/øvelserne er taget ud af den religiøse praksis. Der er altså intet religiøst ved mindfulness eller ved de øvelser, vi laver. Man kan nærmere sige, at det er psykologiske og biologiske metoder - vi lærer hvordan hjernen arbejder, og hvordan kroppen føles og reagerer.


Hvad er forskellen på mindfulness til børn og voksne?

Den største forskel er, at øvelserne til børn er kortere og mere konkrete - og kortere jo yngre barnet er. For børn under 10-12 år gælder desuden, at deres hjerne ikke er modnet nok til, at de kan betragte deres tanker udefra og give slip på dem, sådan som unge og voksne kan. Til de yngre børn er fokus derfor mere på at lære pausen at kende, mærke kroppen og træne opmærksomheden. For de alleryngste i børnehavealderen støtter vi dem egentlig mest i at bevare den naturlige 'mindfulde' indstilling, de allerede har til livet.


Hvor gammel skal barnet være?

Hvis barnet har lyst, kan man lige fra tumlingealderen være i ro sammen med dem i en fælles opmærksomhed på musik, fornemmelsen af vådt mos, eller hvad barnet nu måtte være optaget af. Det betyder, at det er os som voksne, der skal øve os i at være nærværende til stede. Det er altså os voksne, der kunne have gavn af at træne mindfulness. Disse stunder med barnet kan udvides med alderen, og i børnehaven og indskolingen kan børn godt lave korte mere formelle mindfulnessøvelser, hvor de for eksempel mærker kroppen eller lytter til lyde. Dette kan være med til at træne den opmærksomhed, de skal bruge i skolen. I denne alder er det stadig den voksnes nærvær, der er allervigtigst. Hvis det drejer sig om en familie, vil jeg anbefale, at det i første omgang er forældrene, der træner mindfulness og lærer, hvordan de kan møde barnet på en nærværende måde og rumme de svære følelser, barnet måske har. Og vi kan derefter have sessioner for forældre og barn sammen. Efter 10-12-års alderen kan barnet guides i selv at lave egentlige mindfulnessøvelser. Hvordan barnet mødes af forældrene og de andre voksnes omkring barnet, er dog stadig uhyre betydningsfuldt, så jeg vil altid anbefale, at man som voksen starter med sig selv.


Har du erfaring med børn med særlige behov?

Ja, jeg instruerer også børn og unge med særlige behov (for eksempel autisme eller ADHD). Her gælder, at øvelserne er meget konkrete og strukturerede, så der er en høj grad af forudsigelighed. Jeg er uddannet i programmet MYmind, som er et mindfulnessforløb over 10 gange 1,5 time for unge med autisme eller ADHD og deres forældre (unge og forældre er i hver sin gruppe). Desuden har jeg taget uddannelsen 'Autismespecialisering' hos Molis (ved Ea Carøe) og har også erfaring med autisme i min egen familie.


Hvor mange gange skal man komme?

Som regel vil et forløb på 8 gange være godt, for det kræver ofte lidt tid at få nye vaner etableret, og der vil komme nye erkendelser eller spørgsmål undervejs. Drejer det sig om hjælp til at håndtere eksamensangst vil ca 4 gange som regel være nok. Er du forælder til et yngre barn (under 10-12 år), kan du selv komme 8 gange, og så kan barnet være med nogle af gangene, hvis det har lyst. I så fald vil vi undervejs tale om, hvordan det vil være mest relevant. Du er også meget velkommen til bare at dukke op til en enkelt session (1 time) for lige at snuse til, hvad det overhovedet er for noget.


Er der noget vi skal passe på? Kan det være farligt?

De mange undersøgelser, der indtil nu er lavet både blandt voksne og børn, viser, at mindfulness er en meget sikker metode. Det, vi kunne være nervøse for er, om for eksempel en angst kan forværres, ved at man vender sin opmærksomhed mod den. Men mindfulness har tværtimod vist rigtig god effekt på eksempelvis angst. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at forskningen er baseret på mindfulnessprogrammer, hvor mindfulnessinstruktøren er veluddannet og ved, hvordan man møder forskellige udfordringer. Jeg vil altid sørge for, at vi møder de svære følelser forsigtigt og i små skridt, så hele forløbet kan være i trygge rammer.


Hvorfor er det lige mindfulness, du tilbyder?

Jeg er selv en person, der har været meget i mit hoved - jeg har studeret og forsket og forsøgt at tænke mig ud af alting. Det gav en masse bekymringer og angst. Jeg følte mig stresset og fanget og opsøgte både stress coach og psykolog. Men de talte allesammen til min hjerne, som allerede syntes, at den havde svar på det hele. Det var forskningen i mindfulness, der gjorde, at jeg gav det en chance. Da jeg mødte mindfulness, var det ligesom at komme hjem, at jeg endelig mødte mig selv igen. I mindfulness føler jeg mig mig favnet og tryg - her kan jeg se ting mere klart. Den oplevelse vil jeg gerne give videre til dig.



Hvis du har andre spørgsmål,  kan du altid kontakte mig:


E-mail: lone@loneross.dk



Telefon: 40 96 00 25


Hvis jeg ikke kan svare telefonen, læg da en besked, og jeg vil ringe dig op hurtigst muligt.


Eller via kontaktformularen her:

 
 
 


Mindfulness meditation til børn og unge v/ Lone Ross Nylandsted, læge ph.d.

Grønnevænge 17, 2920 Charlottenlund / Kong Georgs Vej 12, 2000 Frederiksberg

lone@loneross.dk